7 skrøner om LAGUR

Vi er i tidens løb stødt på mange pudsige misforståelser og forkerte forestillinger om, hvordan LAGUR fungerer, og hvilken effekt anlægget har. Her samler vi op på syv af de mest almindelige skrøner om LAGUR og forklarer, hvorfor de ikke holder… vand!

Skrøne 1: LAGUR er blødgøring!

Nej, LAGUR adskiller sig grundlæggende fra blødgøringsanlæg ved ikke at reducere vandets kalkindhold. Dermed sænker LAGUR heller ikke vandets hårdhedsgrader, selv om det opleves sådan.

Du får kun blødere vand med et blødgøringsanlæg ved at bruge salt i processen. Den korrekte betegnelse for blødgøringsanlæg er ionbytteranlæg. De virker ved hjælp af ionbytning, idet vandet løber ned over en ionbyttermasse, som tiltrækker og binder calcium til sig. Denne proces kræver brug af salt til regenerering og forøger vandets indhold af natrium (salte), som vi i forvejen indtager for meget af ifølge sundhedsanbefalinger.

LAGUR kræver derimod ikke tilførsel af salt og forøger således ikke natriumindholdet, men bevarer det naturlige vands smag og naturlige kemiske sammensætning.

Skrøne 2: Et LAGUR-anlæg er dyrt i drift!

Nej, det synes vi ikke! LAGUR HOME bruger 12W svarende til ca. 250 kr. pr. år og leveres med fem års garanti. Hvis du lejer anlægget, overgår ejendomsretten automatisk til dig efter de fem år. Anlægget er vedligeholdelsesfrit, idet det i modsætning til konventionelle blødgøringsanlæg ikke kræver rensning eller påfyldning af salt, og du har ikke behov for serviceaftale.

Til sammenligning bruger et almindeligt ionbytningsanlæg ud over strøm typisk et kilo salt pr. 1.000 liter vand. Det lyder ikke af meget, men en gennemsnitslejlighed bruger 80 kubikmeter vand om året, så det bliver til 80 kg salt pr. lejlighed. Er der 50 lejligheder, bliver det til 4 ton salt.

I LAGUR PRO til boligforeninger og virksomheder, hvor ét anlæg kan behandle vand til hele bygningen, bruger styreboksen cirka 1 kW i døgnet svarende til ca. 900 kr. pr. år.

Skrøne 3: Man kan ikke minimere kalkgener uden kemi!

Jo, man kan! Det er LAGUR et bevis på. LAGUR nedbryder kalkens evne til at aflejre sig. Med elektriske frekvenser omdanner LAGUR kalkkornenes struktur fra calcit til aragonit. I denne proces skifter kalken form fra skarpe krystaller (calcit), der hæfter nemt på flader og i installationer, til granuleret, afrundet form (aragonit). Den får en pulver-lignende karakter, når det tørrer, og er nemmere at tørre væk med en klud.

Nogle steder bliver LAGUR nævnt i sammenhæng med andre vandbehandlingsmetoder. Metoder, der måske benytter kemi eller ultralyd og omtales som kalkspalter eller som noget, der ligefrem knuser kalken. Men det er altså ikke det, der finder sted i LAGUR’s tilfælde.

Et kalkkorn er i forvejen meget lille – meget, meget mindre end et sandkorn og så lille, at intet filter kan fjerne det fra vand. Derfor har LAGUR slet ikke fokus på kalkpartiklernes størrelse, men alene på deres form. Og som effekten af vores mange installerede anlæg viser, har kalkens struktur afgørende betydning for kalkens evne til at sætte sig.

Skrøne 4: Vandbehandling ændrer vandsmagen!

Nej, ikke hvis du anvender LAGUR. LAGUR ændrer ikke på vandets kemiske sammensætning, men blot ændrer på kalkens struktur. Derfor er smagen af dit drikkevand fra hanen præcis den samme, som den plejer at være.

Det er derimod korrekt, at blødgøring ved hjælp af ionbytning kan ændre vandets smag. Bl.a. fordi vandets indhold af kalk reduceres, mens indholdet af natrium øges. Derudover ændres vandkemien også på flere andre parametre. Men det er naturligvis individuelt, om en ændring af vandets smag opleves negativt eller positivt.

Skrøne 5: LAGUR gør vandet unaturligt og mindre sundt!

Nej, intet kunne være mere forkert! LAGUR er tværtimod din garanti for, at dit vand er lige så naturligt og sundt som altid – og så slipper du af med dine kalkgener.

LAGUR er sat i verden for at minimere kalkgener hos private og professionelle uden at belaste vores fælles klode. Og uden at gå på kompromis med vandets sunde egenskaber.

Skrøne 6: Når LAGUR bevarer kalkindholdet, er aflejringerne de samme!

Nej, for LAGUR ændrer på kalkens struktur, så kalken ikke fæstner på flader og i installationer i nær samme grad som ubehandlet vand. Derudover bevares kalkkornenes nye, rundere form længe nok til, at det gør en praktisk forskel.

I stedet for at aflejre sig lægger kalken sig på overfladen uden at binde sig og kan nemmere tørres væk. Dette reducerer behovet for skrappe rengøringsmidler, hvis du eksempelvis tørrer fliserne i brusenichen af regelmæssigt.

Skrøne 7: LAGUR øger risikoen for rørsprængning!

Nej! Det er godt nok korrekt, at kalk har en tætnende effekt, men vandrør bliver ikke mere utætte, når et LAGUR-anlæg kobles på. Effekten er derimod den modsatte, fordi LAGUR i reglen primært fjerner ujævnhederne på rørets inderside. Dette reducerer turbulensen i vandet og sikrer roligere gennemstrømning og bedre vandtryk.

Mange rørsprængninger skyldes, at turbulenser og øget trykbelastning på steder med store ujævnheder river større kalkpropper løs. Dermed bliver huller i røret skabt af galvanisk tæring blotlagt og brister yderligere. På grund af kalkens ændrede struktur fra krystaller til granulater sætter kalken i LAGUR-vand sig ikke på rørets inderside, ligesom det ubehandlede vand gjorde.

I stedet virker gennemstrømningen af LAGUR-behandlet vand som fint sandpapir mod kalkdannelserne på rørets inderside. De mest fremspringende ujævnheder slibes langsomt væk først, og jo mere ujævnhederne fjernes, jo bedre og mere roligere bliver vandgennemstrømningen. Og dermed slibes endnu mere kalk på indersiden væk.

–  –  –  –  –

FØLG udviklingen